Der var formentlig ikke mange foran tv´et som skænkede det en tanke, da Milorad Cavic sad på sin plastikstol kort før finalen i 50 fly, og placerede tre strakte fingre hen over det serbiske emblem på hans trøje. Men netop denne lille ”gestus” var hverken tilfældig eller ligegyldig. Når en tommelfinger, pegefinger og langfinger er strakt hos en serber, er det et stærkt nationalistisk symbol, som virker stærkt provokerende på mange bosniere og kroater. Tegnet er i sin oprindelse et symbol på kristendommens treenighed (Jesus, Gud og Helligånden) men blev et politisk symbol under de voldsomme uroligheder på Balkan, efter Jugoslaviens opbrud.

Det er langt fra første gang at Cavics har brugt sin position i svømmeeliten til at manifestere personlige politiske budskaber. Da han stod på sejrskamlen ved EM i Eindhoven var det med sloganet "Kosova er serbisk" på trøjen.

Sporten er gennem alle tider blevet (mis)brugt politisk. OL i Berlin var en politisk demonstration for Hitler (derfor var det også en torn i hans øje, at Jesse Owens vandt fire guldmedaljer). Den militante organisation De sorte Pantere blev tituleret med den knyttede hånd strakt over hovedet i 60erne, som symbol på kampen for farvedes rettigheder. Fodboldspilleren Paolo di Canio har givet fascisthilsen ud mod Lazios holligans, og senest var det brasilianske landshold i vælten, da de afholdt en fælles ceremoniel bøn på banen, og efterfølgende viste sig i trøjer med skriften "jeg tilhører Jesus" "og "jeg elsker Jesus".

Skal vi acceptere sammenblandingen?

Det store spørgsmål der står tilbage er; skal politiske statements tillades i sportens verden?

OL charteret siger at ”Ingen form for demonstration eller politisk, religiøs eller racemæssig propaganda er tilladt på de olympiske områder.” Ditto står der i FINAs Konstitution at “FINA ikke tillader diskrimination mod hold eller individer på grund af deres race, køn, religion eller politiske tilhørsforhold.”

Der er således fra sportens verden et klart ønske om at adskille politik og sport, men som ovennævnte har vist er det langt fra altid sådan det forholder sig. Sportsfolk skal selvfølgelig have lov til at have holdninger, men som de fleste danskere også har erfaret så er ytringsfrihed en hårfin balancegang. Handlinger og holdninger der splitter, burde ikke være en del af sporten, men det vil være naivt, at tro på at det kan holdes adskilt og slet ikke hvis der ingen konsekvenser er ved disse handlinger, som det ser ud til i Cavics tilfælde.

- Som minimum kan vi dog tydeliggøre disse handlinger overfor vores egne svømmere,og derigennem berige dem med endnu en dimension til deres sport!