Den syvende uge i året er traditionen tro, ikke en uge for skiferie hvis man vil være en seriøs svømmer, den byder i stedet på træningslejr og forberedelse på stævner i marts og april. For mit eget vedkommende bød det på en tur til broderlandet Sverige, nærmere bestemt Falkenberg i Halland. Her har mange danske klubber været forbi for at træne på deres langbane.

Danmark og Sverige har historisk set kæmpet om rollen som storebror, og i svømning har pendulet generelt peget imod de blå-gule farver. Dog er det pt. en lidt anden historie, da DK har førertrøjen ved de internationale stævner.

Den svenske sportsmodel har dog ofte været omtalt, fordi de er med helt fremme i mange sportsgrene, både til sommer og vinter OL samt de andre internationale mesterskaber i de respektive sportsgrene. Derfor er det oplagt at vi måske kunne lære noget af dem.

En interessant model

Falkenberg er ikke en magtfaktor i svensk svømning, men de havde alligevel en interessant model for deres udvikling af svømmere. Skolesvømning i kommunen blev varetaget af livredderne der ligeledes varetog privat begynderundervisning. De havde herigennem også ansvaret for at sende de bedste svømmere videre til svømmeklubben. Deres undervisning var mindst lige så god som den jeg har set i flere svømmeskoler. Det er ligeledes en fornuftig model til, at etablere et større rekrutteringsgrundlag for sporten. Den model de havde i Falkenberg var ikke unik, de fortalte mig at der var mange steder i Sverige hvor man kørte tingene på denne måde. Det ville være interessant hvis denne model kunne virkeliggøres i Danmark.

Sanne Rasmussen, der er tidligere svømmeskoleansvarlig på Frederiksberg (GI40) skrev bacheloropgave om udlicitering af skolesvømningen til klubberne, dog med det udgangspunkt at forbedre undervisningen, men hvis man i kommunerne havde mod til dette, ville der samtidig med at man fik en bedre undervisning (som måtte være det skolepolitiske mål) også blive mulighed for at finde flere talenter.

Det er selvfølgelig en udfordring og modellen kunne angiveligt se anderledes ud end ovennævnte, men alt sammen peger i retningen af at der på organisatorisk niveau ville være noget at tage fat på, hvis man ville videreudvikle og øge rekrutteringen til sporten.

Tænk hvis man havde en kommune hvor livredning, halpersonale, svømmeskole og konkurrencesvømning var organiseret af klubben. Det er måske et utopia og kortsigtet vil det med garanti være et organisatorisk helvede, men det ville også være et projekt der under de rette forhold kunne være et kvantespring i udviklingen af sporten.

Med fokus på bredden

Det svenskesvømme forbund har i deres strategiplan frem mod de olympiske lege i London prioriteret følgende områder i deres strategiplan:

» SIMKUNNIGHET

» ANLÄGGNINGAR

» LEDARE

» TRÄNING/TÄVLING

» SVENSKA SIMFÖRBUNDETS ORGANISATION

Et af deres ovenstående mål er at strømline udviklingen af svømmere ved at opkvalificere uddannelse af trænere, men lige så interessant er det at der satses hårdt på at forbedre halfaciliteterne - som i min optik i forvejen er langt bedre end i DK - og her er det ikke så overraskende langbanen der er i fokus. Det er grundlæggende meget interessant og inspirerende læsning, men samtidig også en smule intimiderende, for med de forhold der arbejdes på, går der formentlig ikke længe før de rød-hvide farver igen er henvist til lillebror i det skandinaviske fællesskab. Naturligvis er det ikke blot at kopiere alt fra svenskerne, da forskellige kulturer har forskellige udgangspunkter, men så forskellige er vi ikke at vi ikke kan lære lidt af vores naboer.

Historisk har det ofte været dem der havde mod på at gøre noget utraditionelt der har fået succes (fiaskoerne glemmes selvfølgelig i det historiske mørke) men der findes intet mere sindssygt end at gentage det samme og forvente et nyt (og bedre) resultat – stilstand er tilbagegang!